Kender du den hjerteskærende konsekvens af Konsekvenspolitik?
"Hvis ikke du rydder op lige nu, så får du ingen fredagsslik!"
"Hvis ikke du hører efter, så er der ingen ipad!"
"Smider du ikke dit tøj til vask, smider jeg det ud"
Opdrager du med konsekvenser?
Det er meget udbredt og i tråd med, at nogen har bestemt, at det er nødvendigt at vi lære, at enhver handling har en konsekvens.
Det er vigtigt at understrege at langt de fleste, der opdrager med konsekvenser, gør det med en god intention.
Vi vil gerne lære vores børn, at livet ikke er en dans på roser og vi kan ikke bære, hvis de skal gå ud i verden og opdage dette "på den hårde måde".
Nogen gange opdrager vi også med konsekvenser i afmagt.
Ganske enkelt fordi vi ikke ved, hvordan i alverden vi får vores børn til at sidde stille og spise, børste tænder, rydde op, tage tøj på osv.
Så kommer vi til at true med bål og brand i håb om, at nu makker lille Asta ret.
Og det gør hun...ind i mellem.
Og fordi strategien virker ind i mellem kommer vi til at tro på, at det må være den rigtige måde at gøre det på.
Men vi tror også, dette er vejen frem, fordi vi selv er blevet udsat for konsekvens politik.
Det har været en udbredt opdragelsesform i årtier, så det er almindeligt og på sin vis accepteret, at vi gør det.
Men hvad er det egentlig vi gør, når vi anvender konsekvenspolitik.
Som jeg nævnte tidligere, så truer vi.
Vi opstiller et scenarie i stil med det, vi møder i ungdomsfilmen Zappa fra 1983 (ja jeg er en gammel trunte), hvor Mulle bliver tvunget til at spise en skov snegl for at få sin rokokopude tilbage og være med i hulen.
Hvis ikke du gør x, så sker der y.
x er noget dit barn ikke har lyst til eller har svært ved.
y er noget dit barn har lyst til og gerne vil.
Der er altså en straf eller en konsekvens forbundet med dit ønske/ordre/befaling.
Hvad sker der, når vi som mennesker bliver truet?
Svaret er simpelt. Vi går i forsvar mode.
At blive truet taler ikke til vores rationelle, fornuftige og moderne hjerne.
Det taler til vores urhjerne, mandelhjernen og det center som er forbundet med frygt.
Hjernen beskæftiger sig nu med, hvordan den kan forsvare individet og den har 3 valgmuligheder:
Kæmp - udtrykkes som vrede, irritation, aggressivitet, gråd og utilfredshed
Frys - jeg ignorer dig, bliver stille, svarer ikke
Flygt - forlader rummet, griner (skaber følelsesmæssig distance), løber væk
Hjernen hører med andre ord ikke, hvad det er, du beder om og den kan i hvert fald slet ikke parere ordre.
Når det så alligevel ind i mellem sker, er det fordi, vi har en mekanisme, som kan lukke ned for vores behov og følelser, så vi kan tænke klart i pressede situationer og gøre det, der skal til.
Den mekanisme er der uanset.
Så bedst som du tror, at nu har h*n da lært det (at gøre hvad der bliver sagt), så har h*n overhovedet ikke lært noget som helst.
Et barns system er sådan indrettet, at det er nemmere at påtage sig skylden end at miste det vigtigste i deres liv - dig, som forælder.
Så når du truer og bruger konsekvens som opdragelse, lærer du ikke dit barn at indordne sig og høre efter.
Du opdrager i stedet med frygt og skyld.
Dit barn lyder måske, som om h*n er bange for at miste fredags slikket eller ipad'en (og det er h*n nok også), men på et dybere psykologisk niveau er h*n hunderæd for at miste relationen til dig.
Så den hjerteskærende konsekvens af en ellers velmenende opdragelsesform er, at der skabes frygt og kastes med skyld og skam.
Frygt er en følelse, som vi skal lære at kende i passende mængde og med troen på, at vi kan håndtere det.
Det skal vi nok nå at få afprøvet uden vi behøver gøre ret meget andet end blot at leve et helt almindeligt liv.
Der er masser at frygte i verden og dit barn skal nok møde det. Du behøver ikke bidrage til den læring.
For meget frygt gør os i stedet frygtsomme; Jeg stoler ikke på verden. Jeg er ikke tryg.
Når jeg påtager mig skyld og skam presser et andet mere fundamental spørgsmål sig også på:
Er jeg overhovedet ok og god nok, som jeg er?
En anden konsekvens af trusler og konsekvenspolitik er dermed et beskadiget selvværd.
Kigger vi på statistikker over stressede og angste unge mennesker, bliver tingene bekymrende.
Vores børn og unge er mere stressede og bekymrede end nogensinde.
Jeg siger ikke det er forældres skyld, det er landet der. Der er mange faktorer, der gør sig gældende.
Min pointe er, at i og med det ikke gavner deres selvfølelse og bekymringsniveau, at blive opdraget med trusler og frygt for at miste deres tryghedsskabende relation (deres forældre), er de dårligt rustet i forhold til, at skulle stå imod den hæsblæsende og konstant influerende verden, de lever i.
Jeg håber, du vil finde mod og kræfter til at skifte konsekvenspolitikken ud.
ALTERNATIVET TIL KONSEKVENS POLITIK.
Vi skal jo ud af døren, ha tøj på, børste tænder osv., så det nytter jo heller ikke bare at give op.
Der er heldigvis mange ting, du kan gøre anderledes.
Jeg vil give dig 4 gode tip:
1. Sænk barren.
Ofte stiller du alt for store krav til dit barn og dig selv. Så overvej, om det du lige dér stod og tænkte var pine død nødvendigt at komme i mål med, egentlig var SÅ vigtigt, at det er kampen værd.
Her må jeg også lige tilføje, at mange forældre, har en overbevisning om, at det udelukkende er deres opdragelse, der sørger for, deres børn kommer til at kunne klare sig i livet.
Det er det ikke.
Så ro på. Dit barns tænder falder ikke ud, fordi du springer en enkelt tandbørstning over og så kan du tage kampen dagen efter, hvor du har overskud til at gøre det uden at true.
2. Forvent mindre.
Vær opmærksom på, at dit barn er lyst og impuls styret helt frem til de er 22 år gamle. Så de har brug for din guidance til at komme i mål med de forskellige opgaver, de skal - også selvom de er over 12 år.
Det er vigtigt, at understrege at løsningen er IKKE at stoppe med at sætte grænser eller krav, men at tilpasse dit eget mindset omkring dit barns evne til at leve op til disse grænser og krav.
Husk også der er dage, hvor dit barn godt kan huske og gøre det, du beder om, og der er dage, hvor h*n ikke kan.
Det er ikke ensbetydende med, at h*n aldrig kan igen, men blot at lige dén dag, har h*n brug for din hjælp til at huske og til at gøre.
3. Respekt
Tal respektfuldt til dit barn. Det er en verdens klasse rettesnor.
Ikke mindst fordi du bliver en skøn rollemodel ud i, hvordan man udviser respekt for hinanden.
Begynder du på dette, vil der være en god sandsynlighed for, du vil modtage samme respekt fra dit barn.
Og dit barn vil mærke, at jeg er sådan én, der bliver respekteret.
Det er guld værd for selvfølelsen/selvværdet, da det avler evnen til at respektere sig selv. Vanvittig vigtig evne i forhold til at passe på sig selv i en vild verden.
4. Vi lærer af vores fejl
og meget sjældent af at nogen fortæller os hvordan vi skal gøre og ikke gøre.
Som forældre kan vi råde og vejlede. Vi kan sætte grænser og rammer, men VI KAN IKKE TVINGE ERFARING OG LÆRING IND.
Det vigtigste du kan gøre er at gøre det ok at fejle - og deraf lære.
Sidder dit barn og fægter med armene ved bordet og det eneste du tænker på er hvor der ryger et glas vand på gulvet, hjælper det ikke at true med et:
hvis ikke du sidder stille med de arme nu, får du ingen aftensmad. udover de før nævnte konsekvenser, vil du så nu også have et barn, der skal forsøge at sove på tom mave. Du spænder ben for dig selv.
Ryger glasset på gulvet;
Sæt grænsen:
"Hov det er ikke det bedste sted til at fægte med armene ved bordet.
Nu må vi lige hjælpes ad med at få ryddet op (hvis dit barn er stort nok til at passe på glasskårene, men måske skal der bare tørres op)."
Og nej dit barn skal ikke gøre det alene - så bliver det igen en straf. I er et team og selvom det ikke er din skyld, så er din støtte nødvendig.